Mest for børn:
Ridgebacken Zuri



Copyright © 2011 Hazinas - 1.udgave
Indholdet må ikke gengives uden Hazinas skriftlige tilladelse.



Tilbage


Kapitel 1

Indledning

Jeg kender en hund - en Rhodesian Ridgeback - som hedder Zuri. Ja, egentlig hedder hun Lion Paw's Zuri - Lion Paw betyder løvepote og er en hundekennel i Afrika. Og løvepoter, det har sådanne nogle hunde som Zuri. Det er fordi de skal kunne løbe langt på meget varmt sand i ørkenen, ligesom løverne. Zuri betyder smuk; det er afrikansk. Det er et fint navn, synes du ikke? Zuri blev født i Afrika af sin hundemor, som hedder Imbali. Imbali betyder blomst; det er også afrikansk. Zuris mor var en fornuftig hundemor som lærte sine 7 små hvalpebørn at klare sig selv. Afrika ligger langt, langt væk fra Danmark. Det er dér, hvor løverne og girafferne og elefanterne bor.

Zuri har også nogle andre navne. Det er mest hendes menneskemor, der bruger dem. "Hun er lidt fjollet, hende Mor" tænker Zuri en gang i mellem. "Hun kalder mig for Zuri-luri, eller Zul-mul og nogle gange Lille-Zu - jeg ved ikke hvorfor, men det er nu meget hyggeligt, når hun gør det, for så plejer hun samtidig at nusse mig bag ørerne eller på halsen. Og det er dejligt."

Zuri er 10 år gammel og hun har haft et dejligt hundeliv. Ja - hun har stadig et dejligt hundeliv, men hendes ene forben er plaget af en smule gigt, så hun halter lidt, når hun har ligget længe. Og det gør Zuri tit - altså ligger længe. For hun eeeeelsker at sove. Det er faktisk én af de bedste ting hun ved. En anden er at spise og en tredje er at blive klappet og nusset.

Zuris familie består af mor (hende der gi'r godbidder i køkkenet), far (ham der er den bedste til at lege voldsomt med), Pelle (ham der ind imellem hiver lidt for hårdt i halen) og Lise (hende, som leger frisør med Zuris ører og klæder hende ud til popstjerne).

Da Zuri kom til Danmark

Zuri var meget, meget lille, da hun kom til Danmark - kun 3 måneder gammel. Hun kan ikke huske så meget af rejsen, for det var lang tid siden, men hun kan godt huske, at hun var meget bange. Zuri sad i en trækasse med et gitter i den ene ende, hvor der sad en lille vandskål fastspændt. Pludselig blev kassen løftet ombord på en stor flyvemaskine og så sad Zuri der og rystede i lang tid. Det larmede fra flyverens moter og der var mørkt og halvkoldt.

Der var en sort hanhund i et bur ved siden af og han var 4 måneder gammel. 1 måned ældre end Zuri. De to hvalpe var temmelig bange og sad og rystede, så det blev ikke til så meget snak. Han hed Kingo og skulle også til Danmark. Han var rigtig sød.

Zuri blev hentet i lufthavnen af sin nye familie - sin nye menneskemor, menneskefar og Pelle. Lise var slet ikke født dengang. Zuris nye mor tog hende i sin favn og så gik familien ud til en lille bil og kørte hen til Zuris nye hjem. Og Zuri sad i sin mors favn hele vejen. Mor var blød og rar at sidde hos og hun talte beroligende til Zuri hele tiden, så hun var ikke længere bange.

Zuris nye hjem

Det var et lille hus med en lille have - men den var stor nok til at Zuri kunne løbe vildt rundt og lege at hun jagede afrikanske kaniner. Zuri var sammen med sin nye familie i mange dage, uden forstyrrelser. De skulle rigtig lære hinanden at kende først, havde far sagt. Senere kom der en masse mennesker på besøg for at se hvor fin og sød Zuri var. Alle roste hende i højen sky. Og nogen sagde, at hun var vel nok en smuk og dejlig lille hvalp.

Zuri fik en lille papkasse med et dejligt blødt tæppe til at sove på. I starten havde hun sit tæppe fra Afrika liggende ovenpå, så hun kunne ligge og lugte duftene, som hun var vant til, nemlig sin hundemors, og sine hundesøskendes dufte. men efterhånden som Zuri blev gladere og gladere for sin nye familie, behøvede hun ikke længere at søge trøst i sit afrikanske tæppe. Og én dag tog mor det væk og sagde, mens hun klappede Zuri på hovedet: "Nu går den altså ikke længere, lille Zuri-luri. Dit tæppe er beskidt og ulækkert, så nu vasker jeg det."

"Farvel alle mine dejlige afrikanske dufte", tænkte Zuri. Bagefter lugtede tæppet ikke særlig dejligt mere. Så Zuri rullede sig godt og grundigt i det, og så duftede det dejligt igen - men altså kun af hende selv.

Da Zuri var faldet godt til i sit nye hjem, fandt hun på nogle sjove ting. Pelle var ikke særlig gammel dengang, kun 3 år. Og han stod lidt vakkelvornt på sine 2 tynde ben, lige som Bambi. Så han var nem at drille. Når han stod i haven med sin sutteklud, løb Zuri alt hvad hun kunne lige imod ham, og så drejede hun udenom lige i sidste øjeblik. Men hun ramte ham nogle gange med sin skulder, lige som hun havde lært af sin hundemor i Afrika, at man skulle gøre, når man øvede sig i at være en dygtig jagthund. Men Pelle væltede hver gang og Zuri fik skældud. Så det holdt hun hurtigt op med.

I stedet hoppede hun op af ham og slikkede ham i ansigtet, for han havde altid ét eller andet dejligt smurt ud i hovedet. F.eks. chokolade eller vingummibamser eller flødeis. Men så væltede Pelle og hylede i vilden sky og så fik Zuri skældud igen, så det holdt hun også hurtigt op med - når de voksne ikke var der. Der gik ikke så lang tid, før end hun var vokset så meget, at hun kunne nå hans hoved uden at springe op. "En god kyssehøjde", tænkte Zuri og gav Pelle et kæmpe hundekys midt på næsen.

"Det er mærkeligt", tænkte Zuri. "Jeg vokser og vokser, men Pelle bliver ved med at være lille, ja han bliver faktisk mindre og mindre."

Pludselig en dag opdagede Zuri, at hun var holdt op med at vokse, men Pelle voksede stadig - meget langsomt! Og i dag er han meget højere end Zuri. Undtagen, når hun stiller sig op af ham på to ben; så er hun stadig længere end ham.

Zuri kunne godt li' at bide i sin papkasseseng i starten. Hun fik jo en ny, hver gang den ikke holdt sammen længere. Men så en dag blev det alligevel lidt kedeligt. Og da hun ikke havde bidt i den i et stykke tid, så kom far en dag hjem med en stor sækkeseng til hende. Det var en stor pose med bitte, bitte små bløde kugler i. "Det er den beste ting jeg nogensinde har fået", tænkte Zuri, da hun lå i den for første gang. "Neeeeeej hvor er den dejlig". Og så sov hun hele aftenen i den med alle 4 ben lige op i luften. "Det var vist et godt køb du gjorde der", sagde mor til far. "Ja, hun har jo faktisk ligget i den lige siden jeg kom hjem med den. Hun har slet ikke bjæffet for at komme ud i haven og tisse, som hun plejer", svarede far.

Som tiden gik, blev sækkesengen mindre og mindre. I starten fyldt Zuri bare en lille del af den. I dag fylder hun det meste af den.

Lulu, Pingo og duerne

Zuris nabo til den ene side var en lille Cockerspanielpige. Hun hed Lulu. Hun var sød og de snakkede tit sammen gennem sprækken i hegnet, men Lulu kunne godt li' at prale. Hun kom på hundeudstilling, hvor hun vandt mange præmier. Men det gad Zuri ikke høre om - det var for kedeligt. Og hun forstod heller ikke halvdelen af det Lulu fortalte om sassiber og serter og Bir og Bim. Gad vide hvad ham Bim er for'n én", tænkte Zuri. Bir og Bim var vist altid med Lulu på udstillingerne. Men Zuri mødte dem aldrig. Hun ville godt have spurgt Lulu, men gjorde det ikke alligevel, for så fortalte Lulu nok én af sine laaaaange historier, og det ville blive alt for kedeligt.

Når Lulu begyndte at fortælle om udstillinger og alle hendes præmier, så lagde Zuri sig ned og snuppede en lille lur i skyggen, mens Lulu ævlede løs på den anden side af hegnet. Det var smart - ikke? Lulu opdagede det aldrig.

Zuris nabo til den anden side var en sort kat der hed Pingo. Pingo sad på toppen af raftehegnet og kikkede ned på Zuri med sine store gule øjne, mens Zuri gøede lige så højt kun kunne og løb frem og tilbage. Han var en rigtig drillepind, ham Pingo. Èn dag, hvor han gik rundt i Zuris have, som han plejede, listede Zuri sig meget forsigtigt hen imod ham. Han opdagede hende så sent, at det lykkedes hende at få fat i hans hale. Og halen, den blev faktisk helt skaldet ude i spidsen, for Zuri kom til at bide hårene af. Pingo blev meget sur på Zuri, og kom slet ikke ind i hendes have mere. Lulu fortalte, at hun havde hørt to andre katte drille Pingo - de havde kaldt ham skallehale og skrupgrint af ham. I dag synes Zuri, at det var lidt synd for ham - men dengang var hun stolt som en pave over at have jaget fjenden væk.

Men duerne - dem fik Zuri aldrig fat på. Hun var meget tæt på nogle gange, men det lykkedes aldrig. De fløj altid op i sidste øjeblik og satte sig på tagrenden eller i grantræet og kaglede ned til hende: "Du kan ikke fange os - øv bøv." Efter en tid lod Zuri bare som om de slet ikke var der. Og efter et stykke tid holdt de op med at drille hende. Men de vidste bare ikke, at Zuri altid holdt øje med dem - med halvt lukkede øjne.

Kulde og sne

Om aftenen, hvis mor og far sad ude på terrassen, efter at de havde puttet Pelle og sagt godnat, fik Zuri et tæppe over sig, for ellers rystede hun og frøs. Hun var jo en rigtig, afrikansk jagthund, som var vant til rigtig varmt vejr. Så hun frøs lidt i Damark i starten. Men der gik ikke så lang tid, før end hun var blevet vant til det danske vejr.

Zuris hundemor havde lært hende og hendes søskende, at man skulle lægge sig hen i skyggen, når det blev for varmt og ikke være for aktiv midt på dagen, men vente til det blev køligere hen på eftermiddagen. Men her i Danmark, fandt Zuri hurtigt ud af, at det var omvendt. Man skulle ligge i solen hele dagen, for skyggen kunne godt gå hen og blive alt for kold. Og man kunne sagtens styrte rundt midt på dagen, uden at det blev for anstrengende. "Mærkeligt", tænkte Zuri. "Gad vide om mine søskende også bor sådan nogle steder, hvor det hele er omvendt af, hvad vi har lært?"

Pludselig en morgen, hvor Zuri blev lukket ud i haven for at morgentisse inden sin morgenmad, var alt blevet hvidt udenfor. Da blev hun godt nok meget forbavset. For DET havde ingen fortalt hende - at verden skulle gå hen og blive hvid. Zuri prøvede at stikke en pote ned i det hvide, men tog den hurtigt op igen, for det hvide var både koldt og vådt. Føj!

"Seee", sagde mor, "det har sneet". og så lavede hun en bold af sneen og kastede den op i luften. Det blev for meget for Zuri - hun glemte alt om den våde, kolde sne og råbte: "Jubiii - nu skal vi lege med boldt". Og så hoppede Zuri ud i luften for at gribe bolden, men pludselig kom hun i tanke om den våde pote. Hun lod bolden falde. Den forsvandt ned i et hul i det hvide, som mor kaldte sne. Zuri stak snuden ned efter bolden og rodede rundt, men kunne slet ikke finde den. Så hun kikkede op på mor, som begynte at grine. "Kom og se, far", råbte mor. Zuri har sne i hele hovedet". Zuri skyndte sig at ryste på hovedet, for hun kunne godt mærke den kolde sne, som sad i en stor top på hendes snude.

Se - det var første gang Zuri så sne. Hun fandt hurtigt ud af, at det var temmelig sjovt at løbe rundt og lege i sneen. Fremover havde Zuri, far og Pelle sneboldkamp hver gang det havde sneet. Og det har de faktisk stadig den dag i dag.