Ridgebacken Zuri
Copyright © 2011 Hazinas - 1.udgave
Indholdet må ikke gengives uden Hazinas skriftlige tilladelse.
Tilbage
Kapitel 3
Fastelavn
Nu var julen overstået - og Faster Inga's julepaté langt om længe fordøjet og motioneret af. Zuri havde jo ædt hele patéen juleaften, hvor de andre sad og spiste and og rødkål - kan du huske det?
Fastelavn nærmede sig og Pelle's mor og far havde aftalt med Pelle's børnehave, at de skulle holde fastelavnsfest om søndagen for børnene på Pelles stue. De skulle bl.a. spise fastelavnsboller og drikke varm kakao og så skulle de slå katten af tønden.
Nogle dage inden Pelle's fest, stod mor i køkkenet og bagte pandekager til Pelle og Zuri. Pelle kikkede op på Mor og sagde: "Moaaar, Store-Søren henne i børnehaven skal slå katten af tønden med sine kammerater på søndag. Men vi har jo ingen kat. Skal vi så slå Zuri af tønden, moaar?" Zuri kikkede forskrækket op på mor, som vendte en pandekage i luften. Zuri vidste ikke helt hvad Pelle mente, men hun havde aldeles ikke lyst til at blive slået af nogen som helst tønde. Uha!
"Jamen Pelle, Sørens far putter da ikke deres kat i tønden. Det var kun noget man gjorde i gamle dage. Nu har man kun frugt og slik i tønden og så er katten bare malet på ydersiden." Svarede mor. "Pyha!" tænkte Zuri. "Det var godt."
Dagen før fastelavnsfesten bagte mor masser af fastelavnsboller. Der lugtede SÅ godt i køkkenet. Zuri var derude hele tiden og holdt mor med selskab. Der faldt også lidt af til hende. Nam-nam - Zuri slikkede sig om munden.
Næste dag kl. 12:00 kom alle børnene - 14 i alt. Zuri syntes det var ret sjovt. For der var nogle af dem, der var lidt bange for hende. Hvis hun gav dem et hundekys midt på næsen, begynde de at løbe rundt og råbe "Aaaddddd". Og jo mere de løb og råbte, jo sjovere syntes Zuri det var. Hun styrtede rundt i stuen og tænkte: "Jubiii - nu skal der leges!" Men mor skældte hende ud, og sagde, at hvis hun ikke holdt op, blev hun lukket ud i haven. Zuri tænkte lidt over det og bestemte sig for kun at gøre det 2 gange mere - når mor ikke kiggede.
Zuri fik en masse godbidder den dag. Nåå-ja ... fik og fik. Hun tog de fleste selv, for børnene tabte hele tiden madstykker på gulvet og Zuri var lynhurtig til at fange dem i en fart - inden nogen samlede dem op.
Efter de havde spist skulle de slå katten af tønden. På med vintertøjet og ud i haven - og dér fra én af æbletræets grene havde far hængt en stor hvid tønde med en sort kat malet udenpå. Nu var børnene ikke så gamle, så far havde ordnet tønden, så der ikke skulle så meget til, for at slå den i stykker. Børnene begyndte, én efter én, at slå på tønden med en træpind. DET syntes Zuri var væmmeligt. Det larmede så meget, at hun gik ned i hjørnet af haven og lurede bag en busk. Mon ikke snart de var færdige?
Pludselig råbte de alle sammen højt og klappede i hænderne. Zuri kikkede forsigtigt ud fra sin gemmeplads bag busken. Tønden var gået i stykker og børnene stimlede rundt om en masse slik og frugt som var faldet ud af tønden og ned i græsset. En af drengene - Morten - fik en flot kongekrone på. Og en af pigerne - Tina - fik en lidt mindre krone på.
Så gik de alle indenfor igen. "Ahhh", tænkte Zuri. "Det var godt." Ikke fordi hun egentlig var bange - eller var hun. Det kunne hun ikke rigtig selv finde ud af. Væmmeligt havde det i hvert fald lydt, da de slog på tønden.
Da de var kommet ind igen, fik alle børnene sodavand og så spiste de slikket og frugten fra fastelavnstønden. Klokken fire blev børnene hentet af deres forældre. Mange af forældrene klappede Zuri og sagde: "Nej hvor er du en dejlig vuffer", eller "Det er vel nok en sød hund I har her". Zuri lappede de venlige ord i sig. Så - da de sidste var gået - vendte hun om, mens hun gabte en af de rigtige store gab med lyd på, og så lagde hun sig i sin sækkeseng og faldt omgående i søvn. Nu skulle hun bare sove rigtig dejlig længe.
Sit - dæk - stå!
Dagene var begyndt at blive længere og det var dejligt, syntes familien. Zuri vidste ikke noget om det med at dagene blev længere. Hun undrede sig over, at familien sov længere og længere. Men det gjorde de jo slet ikke. Det blev bare lysere tidligere. Men det vidste Zuri ikke noget om. Sådan noget lærer hunde ikke - for de går jo ikke i hundeskole, vel?
Hundeskole, nej! Men hundetræning, ja! Det har Zuri og far gået til hver lørdag formiddag hele efteråret oppe i den lokale hundeklub. Mor og Pelle havde været med i starten. Men da de nu var startet op igen efter juleferien, så var mor og Pelle ikke med så tit mere. Mors mave var nemlig blevet større og større, så mor orkede ikke så meget mere. En aften i marts havde mor og far talt lidt højt og så var de alle tre kørt af sted. Pelle og far kom hjem igen senere, og fortalte, at nu havde de fået en lillesøster. Det var Zuri meget, meget glad for at høre. Mor og lillesøster kom hjem nogle dage senere, og Zuri var meget interesseret i at snuse og lugte til lillesøster. Zuri var meget forsigtig - det vidste hun godt at man skulle være med sådanne nogle små menneskehvalpe. Hun vidste også - selv om hun var en meget ung lille hund på kun 10 måneder - at det var hendes opgave at passe godt på mor og lillesøster. Så når hun lå og sov, så sov ørerne aldrig. De var tændte hele tiden. Lillesøster kom for resten til at hedde Lise - ligesom sin farmor.
Hundetræningen - ja det var for det meste sjovt, syntes Zuri. Hun elskede at lege med alle de andre hvalpe. Der var nogle af dem som var ekstra sjove. Nemlig dem, der kunne løbe lige så stærkt som Zuri. De styrtede rundt efter hinanden og tumlede rundt i græsset og bed for sjov i hinandens halse, ører og haler. Nogle gange kunne man godt komme til at bide lidt for hårdt. Så var der én der peb højlydt.
Og altid når det var mest sjovt og vildt, kaldte alle menneskene på sine hunde. Far kaldte også: "Zuri - HER!" Zuri prøvede altid i starten at lade som ingenting, men de andre forsvandt én efter én hen til sine mennesker, så der gik ikke så lang tid før end Zuri også løb hen til far. Hun var aldrig den sidste. Det var Buster. Buster var en sort labrador, som var en rigtig vildbasse. Han løb altid rundt som den sidste og prøvede at få de andre til at komme og lege mere, men de havde alle fået hundesnor på, så det gik ikke. Busters far rendte rundt efter ham og kaldte og kaldte, og til sidst fandt Buster ud af, at nu var det ikke sjovt længere, så han lod sig fange af sin far. Og så startede det kedelige.
Zuri havde meget hurtigt fundet ud af, at hvis hun gjorde hvad far sagde, så fik hun en godbid. Hvis hun ikke gjorde hvad far sagde, så fik hun ikke nogen godbid. Så hun var en lydig og dygtig lille hund for godbidderne var ekstra gode til hundetræningen. Leverguffer eller pølsestykker. Ummmmmm! Men når de havde øvet sit-dæk-stå øvelsen 3-4 gange. Så gad Zuri ikke mere. "Jeg er ikke nogen cirkuspuddel, vel!" Og så kikkede hun bedrøvet lige ud i luften og ignorerede dem alle sammen og tænkte på mor i køkkenet med sin pandekager. Suk!
Men så havde de frikvarter. De blev alle sat på plads. Og så fik de taget snoren af ... og så blev der sagt "FRI" og så måtte de lege, og tumle igen. Nogle gange var det meget svært at vente på "FRI". Mange begyndte at løbe lige inden de fik fri. Man ville jo gerne være dygtig ... men det var så sjovt og dejligt at få fri og lege igen.
En dag var der en ny hvalp på holdet. Og tænk engang - det var en Ridgeback, lige som Zuri. Det var også en pige. Hun hed Zelma. Zuri og Zelma blev rigtig gode venner. De legede altid sammen og holdt sammen, hvis nogen af de andre hvalpe blev for vilde. Zuri og Zelma begyndte også at mødes udenfor hundetræningsklubben. Familierne mødtes ved de store grønne marker, og så gik de en dejlig, lang tur sammen. Zelma's familie bestod af en mor og en far og en dreng der hed Alexander - på Pelle's alder - og en lillebror der hed Elliott - ½ år ældre end Lise.
Zuri og Zelma havde nogle rigtig dejlig gåture sammen. De elskede hinanden og de blev såmænd også passet hos hinanden ind imellem. Det syntes Zuri var skægt ... at komme over til Zelma og hendes familie, når mor, far, Pelle og Lise skulle ud og ikke kunne tage hende med. Men det var rigtig, rigtig dejligt når de kom og hentede hende igen.
Men det varede ikke så længe før end Zuri og Zelma ikke kunne ses mere. Men det er en længere historie. Den tror jeg vi gemmer til næste gang.Hej så længe!