Mest for børn: Ridgebacken Zuri Copyright © 2011 Hazinas - 1.udgave Indholdet må ikke gengives uden Hazinas skriftlige tilladelse. Tilbage Kapitel 7 ... du' den dejligste ferieø! Månederne passerede hurtig og Zuri oplevede sin tredje jul og nytår, og vinter. Foråret kom, og Zuri’s 3-års fødselsdag. Det var blevet en hel tradition med en hundekage med lys i som Pelle skulle puste ud og så et rigtig godt gumleben. Og så nogle gaver selvfølgelig. Denne gang var det et meget flot udendørs hundehus, som far havde bygget i træ. Det var blevet malet i samme farve som familiens hus - og også samme farve tag. Det så meget flot ud, som det stod der i hjørnet af terrassen under det store æbletræ, i skygge det meste af dagen. Zuri kunne nu bedst li’ at ligge tæt på sin familie, men når de var ude på terrassen, så lå hun i hundehuset for det meste - altså for at glæde far. Han blev så glad hver gang hun lagde sig derind. ”Hun er rigtig glad for det, ik’?” sagde far, og Zuri smilte lidt - sådan som hunde nu engang smiler - og tænkte, at det var godt hun kunne glæde far. Men mor havde lugtet lunten, så når far og Pelle ikke var hjemme i weekenden, tog mor Zuris sækkeseng og lagde den ud på terrassen ved siden af havestolen, og så kunne mor sidde der og læse, og stikke hånden ned ind imellem og nusse Zuri bag øret, mens Lise sov til middag. Det var altså bedre end at ligge i hundehuset! En fredag aften i juli havde mor og far begyndt at pakke en masse tøj ned i nogle store tasker, og lørdag morgen var hele familien draget afsted i fars nye stationcar. De var kørt et stykke … og så sejlet med en stor båd … og så kørt igen. Og pludselig var de stoppet ved et lille sommerhus. Den sidste uges tid havde Zuri især lagt mærke til et nyt ord som familien havde brugt meget. Nemlig ”Bornholm”. Og det var fordi far og mor havde lejet et sommerhus på Bornholm i én uge. Zuri havde selvfølgelig fået sin sækkeseng med og lidt legetøj og det gamle store okseben, som hun gumler lidt i hver dag. Så hun var glad og tilfreds, selv om haven ikke var halvt så stor som hendes egen have derhjemme. Sommerhuset lå tæt på stranden, og den første gang de kom derned, slap far Zuri løs. Hun styrtede rundt og snusede til alle de dejlige dufte der var i sandet. Pludselig så hun en stor måge sidde længere væk. Gad vide om det er den der dumme måge som jeg engang fik snuppet en halefjer fra”, tænkte Zuri. Og så sneg hun sig langsomt hen imod mågen. Pludselig satte hun i firspring og mågen begyndte at baske med sine vinger. Zuri var lige ved at stoppe, for hun ved godt hun ikke kan fange dyr med vinger, men nu skulle det altså lige være sådan, at denne måge var kommet til skade med sin ene vinge. Så den landede igen i sandet. Zuri havde sat farten ned, men da hun så mågen sidde i sandet, satte hun farten op igen. Mågen baskede alt hvad den kunne med sine vinger, men det gik ikke så godt, den kunne ikke rigtig komme op i luften. Og sådan gik til til, at Zuri kom længere og længere væk fra mor og far og Pelle og Lise. Mågen var hele tiden nogle få centimeter udenfor Zuris rækkevidde. Det var alt for spændende til at tænke på noget andet. Pludselig ændrede mågen retning og baskede ud over vandet. Da den var kommet et stykke ud - så langt ud, så Zuri ikke havde spor lyst til at gå ud i vandet efter den - landede den og begyndte at pleje sin syge vinge. Zuri stod længe og kikkede ud på den med hendes afrikanske savanna-blik. Men da hun pludselig kikkede væk, var landskabet helt anderledes end før, og hun kunne slet ikke se mor og far. Hun blev efterhånden meget bekymret og der gik panik i hende. Hun begyndte at løbe først lidt frem og tilbage, men så fik hun færten af en duft, som mindende hende om mor, og så for hun afsted - men desværre var det den modsatte retning. Den duft som havde mindet Zuri om mor var nogle blomster på en stor busk henne ved kanten af en skov. Zuri løb ind i skoven og her var en masse nye spændende dufte, som fik hende til at tænke på noget andet. Pludselig hørte hun en lyd og standsede hurtigt. Hun stod blik stille, mens hun spejdede den vej lyden var kommet fra. Og der - op bag en busk, var der et stort brunt hoved som kikkede på hende. Der voksede to store mærkelige grene ud af det store hoved - én på hver side. ”Hrmpprmp!” sagde hovedet mens det blev rystet lidt. ”Vad är du för én”, sagde hovedet. Zuri var så forskrækket at hun slet ikke kunne svare. ”Jahaaaa”, sagde stemmen, ”Du är nog en sådan där hund. Jag är en elg - jag heter herr Surströmming, vad heter du?”, spurgte elgen. Zuri havde fornemmet at situationen ikke var helt så farlig, som først antaget. Så hun svarede elgen: ”Jeg heder Zuri, jeg kommer fra Afrika. Men nu bor jeg her i Danmark.” ”DANMARK!?”, råbte elgen. Är detta Danmark? Det var inte så bra det”. Elgen fortalte Zuri, at den havde svømmet sig en tur, og vandet havde været så dejligt, så den havde lukket øjnene og pludselig havde den ikke kunnet se land, da den åbnede dem igen. Elgen havde svømmet længe, og pludselig havde den set land igen. Den var fra Sverige. Nu forstod Zuri bedre hvorfor den talte så mærkeligt. Det var jo svensk! ”Ja, då får jag simma tilbacks igen. Men först måste du hjälpa mig”, sagde den. Det viste sig, at elgen kom fra et reservat. Den var blevet bundet, fordi den skulle transporteres til Stockholm, men den var sluppet løs og stukket af . Det reb, som den havde om halsen havde sat sig fast omkring en gren, mens den havde spist lidt og nu kunne den ikke komme fri. ”Jeg skal nok hjælpe dig”, sagde Zuri, og hun gik hen til ham og begyndte at gumle og hive i rebet. Pludselig slap det grenen, og elgen var fri igen. ”Tusind tack lilla Zuri, nu får jag skynda mig at simma hem til Sverige, inden det bliver mörkt!”, sagde den, og så fulgtes de to ud af skoven og ned på stranden. ”Hej och tack för hjälpen”, sagde elgen, og begyndte at gå ud i vandet. Zuri sad længe og kikkede på herr Surströmming. Den kom længere og længere ud, og pludselig kunne den ikke bunde mere, så den begyndte at svømme. ”Jeg håber den kender vejen til Sverige”, tænkte Zuri. Da herr Surströmming blot var en lille prik i horisonten, vente Zuri sig om og dér langt ned af stranden, så hun en mand og en lille dreng komme gående hurtigt imod hende. Zuri kikkede, det lignede altså far og Pelle, men de var meget langt væk. Hun skyndte sig at løbe i mod dem, og halvvejs stoppede hun op og kikkede igen. Jo - det var dem. Og så løb hun alt hvad hun kunne hen til dem. ”Zuri, lille pige”, råbte far. ”Hvor har du dog været henne? Vi har ledt efter dig alle vegne”. Zuri var så glad, at hendes krop nærmest slog en knude. Halen logrede med tophastighed - ikke fra side til side - men rundt og rundt. Og ørerne havde indtaget deres ”flov-men-glad”-position. ”Hvor har du været Zuri, råbte Pelle og gav hende et stort kram. Han fik et kæmpe kys retur midt i ansigtet. De gik alle tre tilbage til mor, som havde siddet nervøst og passet Lise, mens far og Pelle var gået ud for at lede efter Zuri. ”Åhhh, lille-Zu, det var dejligt far og Pelle fandt dig. Alle var meget glade for at se Zuri - men ingen vidste noget om herr Surströmming. Han var nået at komme meget langt ud i vandet, inden far og Pelle havde set Zuri. Så det var hendes lille hemlighed. Da de kom hjem igen, efter en dejlig uge på Bornholm, fortalte Zuri selvfølgelig Kingo om hendes mærklige møde med elgen. Og han lyttede spændt. Du oplever da også nogle spændende ting, Zuri sagde han. Og så løb de ind på marken og jagtede hinanden mens de bjæffede løs. * * * * Glæd dig til næste kapitel, hvor Zuri hjælper far med at grave i haven … og finder en begravet skat!