Rhodesian Ridgebacken's Fascinerende Historie

Kilde:
"Guide to the Rhodesian Ridgeback" af The Rhodesian Ridgeback Club of Great Britain
"Ridged Dogs in Africa" af Mylda L. Arsenis




Indledning

Standarden for racen Rhodesian Ridgeback blev "født" i 1922 takket være en utrolig ihærdig indsats af pionéren Frances Richard Barnes, som på et tidspunkt indså, at der var behov for en klub der kunne stadfæste en egentlig beskrivelse af racen. Men historien om den fascinerende hottentothund, hvorfra "ridgen" stammer, går meget længere tilbage i tiden.
Lad os starte i slutningen af det 16. århundrede ....


"Højt oppe på bjerget, godt gemt bag en stor sten, sad den lille gulbrune mand med sort, strittende ståluldhår. Ved siden af ham sad hans 4-benede ledsager, en rødbrun næsten sjakallignende hund, med den karakteristiske stribe af modsatvoksende hår på ryggen. De havde siddet der længe - helt stille - og stirret ned på bugten fra deres skjul.

For anker tæt på land lå et handelsskib bærende det hvide og blå banner - Det Hollandske Østindiske Kompagnis vimpel. På stranden arbejdede en håndfuld svedende, hvide mænd. Nogle af dem var ved at bygge et par træhytter, mens de andre gik og ryddede et kratbevokset område, ikke langt fra hytterne.

Den lille gulbrune mand, fra Khoikhoi-stammen, og hans hund vidste det selvfølgelig ikke, men de var vidner til en epokegørende hændelse. Det mørke kontinent var blevet invaderet og hans folk var fortabte; mange ville snart blive ofre for sygdommene, som europæerne havde medbragt og dem der overlevede ville blive opslugt af de sorte N'guni-stammer, som snart skulle invadere fra nordøst.

Men Khoikhoi-jægerens 4-benede ledsager - hans tid var lige begyndt. Han stod foran porten til en ny æra, som ville strække sig langt ind i fremtiden. Alle hans efterkommere, mildnet med gener fra europæiske fætre og kusiner, ville blive en del af Sydafrikas historie og udvikling. Sammen med deres herrer ville hans afkom opnå heltegerninger af heroisk proportion, både som jægere i græssletterne, og som grundlæggere af nationer. Her, i Cape Peninsula's paradis, blev Afrikas løvehund født!

Den lille Khoikhoi-jæger rejste sig, samlede sit spyd op, og mumlede nogle ord med det karakteristiske tungeklik, som afslørede hans modersmål. Hans ledsager kikkede op på ham, strakte sig og faldt ind ved hans side. Sammen forsvandt de ind i den lette morgentåge, som hvirvlede ind over bjerget.

Sagaen var begyndt!"




Den tidlige historie

Længe før den hvide mand satte sin fod på Afrikas jord, eksisterede der hunde med ridge, nemlig den afrikanske Hottentots jagthund.

Afrikas registrerede historie (syd for Ækvator) begynder med ankomsten af europæerne under det 17. århundrede. Disse havde for vane at gengive deres oplevelser på skrift, og det er fra sjældne referencer til hunde i deres dagbøger, rapporter og tegninger, at vi kan bygge et billede af oprindelsen og udviklingen af den noble hund vi i dag kender som Rhodesian Ridgeback.

Blandt de hundredvis af hulemalerier, som er fundet i forskellige dele af Central- og Mellemafrika, er det gennemgående mærkeligt, at kun en meget lille procentdel af dem viser hunde. Grunden til dette er ikke helt klarlagt. Vi ved at hunde har haft en nær omgang med mennesket fra tidernes morgen, og de tidlige beboere i Central- og Sydafrika var ingen undtagelse. Både legender og fakta påviser dette. Et af de få hulemalerier, der viser jagthunde med ridge, kaldes "Diana's Vow" (Diana's løfte), og er fundet på farmen Valhalla ca. 30 km nord for Rusape i Zimbabwe. Et andet er fundet på sydsiden af Erongo i det sydvestlige Afrika.

      Hulemaleri fundet på sydsiden af Erongo-regionen
      Kilde: "Ridged Dogs in Africa" af Mylda L. Arsenis

I slutningen af det 16. og begyndelsen af det 17. århundrede var hollænderne og portugiserne blandt dem, der havde den største koloniale magt. Det hollandske østindiske kompagnis skibe sejlede frem og tilbage med proviant til sømændene, som var engageret på rejser af mange måneders varighed. Der var behov for en slags halvvejs rasteplads og Kap Det Gode Håb, med sin placering ved foden af Afrika, var perfekt. I 1652 steg Jan van Riebeeck fra det hollandske østindiske kompagni i land i Table Bay, og etablerede en proviantstation. Den hvide mand var nu kommet til Afrika, for at blive!

Mange skibe faldt ind i Table Bay for at søge ly for de mange storme som fejede ind over dem fra sydøst. Og sømændene provianterede mad og efterlod breve på særlige steder, som besætningerne på andre skibe kunne medbringe enten til Europa eller til kolonierne.

Omkring denne tidsalder var beboerne af Kap Det Gode Håb et folk kendt som Khoikhoierne eller Hottentotterne. Korte og gulbrune med mongoloide træk og sort, kruset hår. De levede et nomadeliv med deres kvæg og tykhalede får - og deres hunde.

Som årene gik, kom der flere og flere bosættere til. Nogle af de heldige fik lov til at bygge farme der. Disse var de første pionérer i det nye land.

Men der var andre der levede der - de vilde dyr. Fra kæmpeelefanter og flodheste til bittesmå antiloper, ikke større end en kanin. Og rovdyrene var talrige - de forvoldte ødelæggelse blandt kreaturbesætningerne, forråd og redskaber. Under disse forhold var en god hund uvurderlig for pionérerne. Men de hunde de havde med fra Europa bukkede hurtigt under for de sygdomme og farer der lurede i de afrikanske urskove og stepper.

Hottentotternes hunde var af medium størrelse og vejede omkring 20 kg. De var spidssnudet, pelsen enten rød- eller lysebrun, og de havde opstående ører samt busket hale. De var meget varsomme over for fremmede og havde et ekstremt arrigt temperament. Deres særligste kendetegn, bortset fra utrolig færdighed og grusomhed under jagten, var en stribe, eller korthåret man, som bestod af hår der voksede den modsatte vej, startende lige bag skuldrene for at ende nede ved krydset. Åbenbart en af naturens små luner, som ikke rigtig havde noget egentlig formål.

I nyere tid har man dog spekuleret på, om ikke ridgen alligevel i begyndelsen havde haft et formål, og en af de sjovere kamoflageteorier er, at ridgen skulle skræmme fjender væk, når hunden lå og sov. Og ganske rigtigt - ridgens form kan godt minde om en kobraslange (brilleslange) i angrebsposition.

Angribende kobra.
Læg mærke til pletterne!

En hund, resistent overfor de lokale sygdomme og tilegnet pionérlivet i det mystiske Afrika, var hvad man havde behov for. Og da Hottentotterne ikke ville af med deres værdsatte jagthunde, var løsningen at krydse de medbragte hunde med de indfødtes. Hermed begyndte nyttefulde banebrydende hunde at udspringe. Hundenes jagt- og vagtegenskaber vejede langt mere end deres udseende, men striben på ryggen, ridgen fra Hottentot-hunden, manifesterede sig i mange af hundenes afkom. Værende et dominant gen, opstod ridgen gang på gang, generation efter generation.

Den eneste hund udover Rhodesian Ridgeback, som har en ridge, er fundet på en lille ø i Phu Quoc i Den Siamesiske Golf, sikkert medbragt fra Afrika af slavehandlere nogle århundrede tidligere. Denne hund betegnes i dag som Thai Ridgeback. Dens ridge er dog ikke så defineret som Rhodesian Ridgebackens.

Omkring år 1850 blev en bestemt type hund mere og mere almindelig. Nogle individualister varierede meget, men generelt var de af medium størrelse og af jagthundetypen, gyldenbrune eller nærmest stribet (som vi i dag ser det hos f.eks. boxeren), hurtig, stærk og robust. Nogle af dem bar ridgen - arven fra deres forfædre.

Omkring den sidste del af det 19. århundrede overtog kolonisterne, som på det tidspunkt mest bestod af englændere, et vidstrakt areal nord for floden Limpopo. De undertrykkede de indfødte i Matabele og Mashona og skabte dermed Rhodesia.


Den reelle historie

Historien om de ridgede hunde i Rhodesia startede i 1870'erne, da en missionær og præst ved navn Charles Helm tog et par hunde med sig, da han forlod Swellendam, i det fredfyldte vindrueland Cape Colony. Han skulle sprede Ordet i mørkeste Matabeleland. Missionæren slog sig ned på Hope Fountain Mission, helbredte de syge og blev kendt i dette distrikt. Jægere og rejsende faldt ofte ind på missionen for at få hvile og rekreation, og for at høre de sidste nyheder og blive behandlet for diverse lidelser og skader, som var en del af livet på stepperne og urskoven.

En af de besøgende var storvildtjægeren Cornelis van Rooyen, en tidlig rhodeser, af Boer oprindelse. Han ejede en farm nær den lille landsby Plumtree på grænsen ved Bechuanaland. Han var kendt for sin færdighed som jæger, specielt efter løver. På sine utallige besøg på Missionen stødte han på Helm's hunde med den karakteristiske stribe af modsatvoksende hår på ryggen. Han blev meget imponeret af dem og lavede en aftale om at krydse dem med sine egne jagthunde. Ud af dette kom der bl.a. nogle kortpelsede hunde med en solid farve, ikke ulig den moderne Rhodesian Ridgeback. De fleste af dem havde en ridge. Disse hunde blev kendt som "van Rooyen's hunde" eller "van Rooyen's løvehunde", navne som selv efter hans død (i 1915) huserede i en del år. I takt med van Rooyen's stigende berømthed som storvildtjæger, steg også efterspørgslen på hans dygtige jagthunde. At eje en van Rooyen hund var en ambition for langt de fleste jægere, både de ukendte og de kendte. Èn af de kendte storvildtjægere var Frederick Courteney Selous, som anskaffede sig flere van Rooyen hunde. Èn af hans bedste jagthunde, Bill, var fra van Rooyen. Bill endte desværre sine dage temmelig tragisk - han blev taget af en krokodille i Matabeleland floden, og Selous var dybt berørt af denne frygtelige hændelse.

Bortset fra deres specielle evne til at holde løver i skak indtil jægeren nåede frem, var van Rooyen's hunde også mestre i at forfølge og nedlægge sårede bukke og andet vildt af middel størrelse. Med forbløffende stamina kunde de over lange strækninger følge med jægeren, når denne red på sin hest tværs over det mest barske terræn. De var også resistente overfor den lurende fare: Tsetse fluen. Hvis de blev trænet kunne de endda apportere perlehøns og agerhøns, nedskudt til madgryderne. Her, endelig, var der en virkelig rigt facetteret afrikansk jagthund.

Omkring århundredskiftet var hunden med ridge temmelig etableret på den rhodesiske jagt- og landbrugsscene. Men den blev ikke godkendt som en egentlig race, før en vis herre ved navn Francis Richard Barnes kom til at nære en stor interesse for den.

I slutningen af det 19. århundrede fremstod Barnes, som skulle vise sig at blive en hovedfigur i historien om racen og moderklubben. Han var en Mashonaland pionér. I 1910 flyttede han med sin familie til Salisbury og slog sig ned i Bulawayo. Og her blev Barnes meget interesseret i Ridgebacken. I 1915 købte han sin første Ridgeback, "Dingo", fra Graham Stacey fra Insiza, som i sin tid havde fået sin første Ridgeback fra van Rooyen. Barnes var oprindelig til apporterende hunde, men han blev mere og mere imponeret af nykomlingen, og anskaffede sig lidt efter en tæve kaldet "Judy" fra Langham O'Keefe, en anden tidlig opdrætter.

Da familien Barnes flyttede fra Bulawayo for at drive landbrug ved Figtree, startede han sit opdræt. De berømte Eskdale Ridgebacks så dagens lys og "Judy" fik bl.a. de to berømte Ridgebacks, Eskdale Leo, og Eskdale Jock. Disse to samt en tæve han fik senere, var grundlæggerne til racen - kun en lille smule "finjustering" var nødvendig, for at nå frem til nogle jagthunde, som både var smukke og anvendelige.

Barnes følte, at der blev et større og større behov for en standard for Ridgebacken. Der var mange hunde med ridge rundt omkring, af forskellige størrelser, pels og farver. Så Barnes fastslog, at man skulle grundlægge en klub, som kunne stadfæste effekten af en accepteret standard.

I 1922 blev der holdt et provisorisk møde, som mere havde lighed med en venskabelig snak, hos hr. W.H. Peard og frue i Suburbs, Bulawayo. Til stede var kun syv mennesker, inklusive hr. og fru Barnes og deres søn, Eric. Ganske vist en lille skare, men på dette oprindelige møde blev "The Rhodesian Ridgeback (Lion Dog) Club" en realitet.

Senere det år blev der afholdt et møde i forlængelse af en udstilling arrangeret af Bulawayo Kennel Club. En 25-30 ejere af hunde med ridge var mødt op, og nogle af dem havde deres hunde med; en ret broget skare af Ridgeback-lignende væsener, hvis farver varierede fra rødbrun til tigerstribet, pelse fra glatte til ruhåret og størrelser fra bull terrier til ulvehunde. En hel del diskussion fandt sted og ikke så lidt overtalelse fra Barnes, før en standard blev fastsat. Denne standard indeholdt de bedste egenskaber af de forskellige typer der var repræsenteret - samt Barnes' idealistiske opfattelse af den perfekte Ridgeback.

Resultatet var en hypotetisk beskrivelse af den ideelle Ridgeback, ikke ulig dalmatineren i form, men dog en smule større og tungere. Denne originale standard er stadig gældende, bortset fra udelukkelsen af tigerstribet som en accepteret farve og begrænsningen af den hvide farve til fødder og brystkasse. Den første klub, Moderklubben (The Parent Club), blev etableret og efter to års hårdt slid, blev den rhodesiske løvehund accepteret som race af The South African Kennel Union.


Ridgebacken i dag

Gennem årene emigrerede Ridgebacken fra Afrika til mange andre steder rundt omkring i verden. Racens hele tiden stigende popularitet i lande langt væk fra dens hjemland bliver rost for dens tilpasningsevne, alsidighed, loyalitet og forbløffende udholdenhed. Disse attributter bliver mere og mere værdsatte i hundeverden og forklarer hvorfor racen nu bliver brugt i et stort udvalg af områder; som spænder fra jagt-, vagt-, politi-, hyrde-, familie-, TV- og filmstjernehund, til førerhund for de blinde.

Hvad mere kan man sige om Rhodesian Ridgebacken - en hund med en historie så gammel og fængslende som Zimbabwe's ruiner, en hund med en ridge, som med det samme udskiller den fra sine artsfæller og som gør den til en af de mest særprægede racer i verden? Kun dette: Gid den altid må betragtes som trofast og nyttig for menneskeslægten, som dens forgængere var for den afrikanske Hottentot!