Invester, invester, invester!

13. maj 2012

"Den tid du investerer de første par år, får du tifold tilbage senere!"

Det var min hvalpekøber og co-opdrætter, Julie, som sagde dette til et hold hvalpekøbere for to år siden. Jeg synes det var rigtig godt sagt. Og har ofte citeret Julie senere hen.

Og i dag fik jeg det så selv bekræftet meget klart og tydeligt på Ridgeback-aktiviteters træningsplads i Vallensbæk.

  - - - - - - - - - - - - - - - - - -  

Sidste sommer fik jeg mere tid til fritidsaktiviteter. Min søn havde nået den alder, at han var selvkørende på mange områder. Så jeg gik lidt og legede med tanken om, at jeg skulle gå til en aktivitet med min på det tidspunkt 9 år gamle RR-tæve, Zibu.

Det jeg faldt for, var hundesvømning - og det blev en TOTAL fiasko! Det var det værste jeg nogensinde havde budt Zibu. Hun hadede det som pesten. Så det blev kun til to gange - og så kom vi to-tre gange mere, hvor vi bare gik rundt i hallen og trænede op på rampen - stå - og så ned igen. Og selvfølgelig hilse på de andre hunde der skulle svømme. Men hvad skulle vi så gå til, når den nye sæson startede i begyndelsen af 2012.

Jeg kom jævntligt på besøg på træningspladsen i Vallensbæk - og der gik det pludselig op for mig. Vi skulle selvfølgelig gå til Rally. Men så snart jeg havde tænkt tanken, fik Zibu en skade i ryggen. Så de første 1½ måned i den nye sæson holdt jeg hende i ro. Da det så gik godt igen, faldt træningen sammen med en del udstillinger, men endelig kom der en søndag, hvor vi kunne deltage. Jeg fik en kort introduktion, og prøvede to skilte. Det var sjovt og jeg glædede mig rigtig meget til at komme i gang med det. Men næste gang kom vi for sent - jeg havde byttet om på tidspunkterne, og det var bare rigtig øv! Næste gang vi havde mulighed for at deltage var til afslutningen. Og her var det så, at vi placerede os på første pladsen - første gang vi gik en Rally Begynder bane.

Men hvordan kan det nu være, at det gik så godt? Jo, jeg har investeret rigtig meget tid i Zibu de første par år. Vi gik til Dansk Kennel Klubs hvalpemotivation i Vig hvor Zibu fik 70 point ud af 70 mulige til afslutningen. Næste sæson gik vi videre samme sted på unghundemotivationsholdet, og her fik Zibu 69 ud af 70 mulige point. Dette gav mig blod på tanden, og da Dansk Kennel Klubs nylancerede træning "Kørekort til Hund" startede op i Vig sæsonen efter, meldte jeg mig til det. Det blev til tre sæsoner hvor vi bestod alle tre niveauer - først bronze, så sølv og til sidst guld. Bagefter har vi gået et par sæsoner til agility, og efter det skete der egentlig ikke så meget mere.

Da vi så stod på Rally Begynder banen i dag, var det ikke Zibu der ikke kunne sit kram. Det var mig. Jeg måtte virkelig anstrenge mig, da vi startede med at gå banen igennem med instruktøren. Jeg skulle jo huske, hvordan alle de forskellige Rally-skilte skulle tolkes. Da det så blev vores tur fulgte Zibu bare fint med. Det var virkelig super dejligt at se, hvordan hun kunne gøre alt det, jeg bad hende om.

  - - - - - - - - - - - - - - - - - -  

Jeg kan bare ikke opfordre jer hvalpekøbere nok: Invester, invester, invester! Det er virkelig sandt, at det kommer tifold tilbage.

Tusind tak Julie for en "eye opener" af den absolut fedeste slags!

 

 

Zibu Rally Begyndere uoff prove
Foto: © Benny Fischer

Jeg havde meget travlt med at læse skiltene og prøve at huske, hvordan de skulle tolkes. Zibu derimod fulgte bare med. Hun gik slalom mellem keglerne, lavde sit- og dækøvelser på de rigtige tidspunkter, stod stille mens jeg gik rundt om hende - som om det alt sammen var noget vi trænede hver søndag. Det er måske ikke kun elefanter, der har en fantastisk hukommelse ...