Ridgebacken Zuri
Copyright © 2011 Hazinas - 1.udgave
Indholdet må ikke gengives uden Hazinas skriftlige tilladelse.
Tilbage
Kapitel 6
Næsten som en cirkus-hund
En søndag ved morgenbordet fortalte far, at han godt kunne tænke sig at prøve at gå til agility med Zuri. ”Hva’ er det for noget?”, spurgte Pelle. ”Det er en forhindringsbane med for eksempel højdespring og en lang tunnel og et bildæk og nogle pinde, hvor hundene skal løbe zigzag imellem. Der er også en bom som de skal balancere på”, svarede far. ”Det ser rigtig sjovt ud - hundene elsker det. Jeg har set det til hundetræning. Zuri har faktisk prøvet tunnelen nogle gange.”
”Kunne hun godt finde ud af det?”, spurgte mor. ”Nej - først ville hun slet ikke gå derind, men så holdt træneren hende og så løb jeg ned i den anden ende og stak hovedet ind i tunnel og råbte på hende. Træneren skubbede hende ind i tunnelen og spærrede så hun ikke kunne komme ud. Og så fik hun øje på mig, og så kom hun løbende hen til mig, og fik nogle guffer. Og så var der ingen problemer de næste gange vi prøvede.”
”Man kan faktisk konkurrere i Agility, hvis man bliver god til det,” fortsatte far. ”Ih altså far, Zuri vil da vinde over dig hver gang”, sagde Pelle, og så opgivende på sin far”. ”Nej, nej, Pelle, hør nu her. Det er kun hundene der skal igennem forhindringsbanen”, forklarede far. ”Vi mennesker skal bare hjælpe vores hund igennem banen, løbe ved siden af og opmuntre dem. Vi skal ikke selv op og gå på bomme eller springe igennem bildæk”, grinede far.
”Nå", mumlede Pelle. Og far fortsatte: "De fleste går til agility for motionens skyld og så fordi hundene synes det er sjovt. Det er ligesom når du går og spiller fodbold med dine klassekammerater. Men I spiller jo ikke rigtige kampe", sagde far. ”Jo”, råbte Pelle. ”Peter og Anders gør. De spiller i en klub, og har kampe ind imellem.” ”Nå - ja, ja” sagde far tankeadspredt.
Zuri havde ligget i sin seng i hjørnet af køkkenet og hørt de 2-benede snakke. ”Nu skal jeg måske også til at være en cirkushund” tænkte hun. ”Det lyder ikke rigtig som noget for mig … selv om den tunnel jo var meget sjov. Men altså bildæk og pinde og bomme - nej tak!” Zuri tyggede videre på sit griseøre. Da hun var færdig, vendte hun sig om på ryggen og strakte alle benene lige op i luften. ”Bare han dog glemmer det igen”, nåede Zuri lige at tænke, inden hun lukkede øjnene for at tage sig en lille lur.
Men far glemte det ikke! Næste gang de havde været til hundetræning, sagde far til mor: ”Nu har jeg meldt mig og Zuri til agility. Vi starter næste lørdag. Hundetræningen er fra kl. 9 til 10, og så laver vi agility fra kl. 10 til 11.”
”Uha”, tænkte Zuri. ”Det glæder jeg mig ikke til. Skal jeg mon have cirkustøj på? En dum lille hat og et lille strutskørt”. Zuri havde en gang mødt en puddel i skoven, som havde trænet som cirkushund i sine unge dage. Den havde fortalt om strutskørt, og en lille hat, og bomme og højdespring og en ring den skulle hoppe igennem. Men en dag havde den lille puddel siddet fast i et rør, som den skulle løbe igennem. Den kunne ikke komme ud, for den var blevet for tyk. Og så var den kommet hen til en sød gammel dame og bo i stedet for. Zuri havde aldrig lagt mærke til agilitybanen når hun var til hundetræning, for hun havde alt for travlt med at holde øje med hundene på hendes hold, og med at snuse til alle de spændende ting der lå i græsset.
Næste lørdag efter hundetræningen, var far og Zuri gået ind på banen ved siden af, i stedet for hen til bilen som de plejede. Der stod alle agilityforhindringerne. De var malet i nogle flotte farver og der var nogle små hunde i gang med at træne de forskellige forhindringer.
Efter et par minutter stoppede de og gik så ud af banen. ”Velkommen”, var der en fyr der råbte til far. ”Og det må så være Zuri”, sagde han og kikkede på Zuri med et stort smil. ”Ja, det er jo første gang jeg har en Ridgeback på mit agility-hold”. Han satte sig på hug for at hilse på Zuri. Hun snuste til ham - forsigtigt i starten - men han var da ok, så han fik lige et slik på sin næse. ”Nå-da-da, du er en sød lille én”, sagde han og rejste sig op igen. ”Lille og lille”, tænke Zuri og hun begyndte at fortryde at hun havde kysset ham.
”Vi tager en forhindring ad gangen”, forklarede træneren til far. I skal lave den nogle gange, og så går I videre til næste. Du og Zuri kan starte med tunnelen”, sagde han og pegede over på den lange blå tunnel. ”Det her er Dorte”, præsenterede træneren, hun er min assistent. Og jeg hedder for resten Lars”, sagde han og så vendte han sig om og gik over til en stor hvid klodset hund, som havde problemer med at komme op på bommen.
”Jamen så lad os da prøve”, sagde Dorte. Far forklarede at de havde prøvet tunnelen til træningen, og han og Zuri viste hende hvad de kunne. ”Ihhh, det var rigtig flot, sagde Dorte.
Og så gik den næste time med at far og Zuri prøvede nogle af de forskellige forhindringer. Springene var nemme, og også bildækket. At løbe zigzag mellem pindene var lidt svært, synes Zuri. Men det gik nogenlunde. Stille og roligt førte far Zuri ind og ud mellem pindene med et stort pølsestykke i hånden.
Men da de kom til bommen. Der gik det altså ikke så godt. Nu er Zuri jo en stor afrikansk jagthund. Og for at overleve på de afrikanske stepper når man var på løvejagt for eksempel, så kunne man ikke bare hoppe op på ting eller over ting, uden at man var sikker på at det var ok. For det kunne gå meget galt, hvis en Ridgeback fejlbedømte en situation, når der var en stor, vred løve i nærheden. Så det var da klart, at Zuri ikke bare kastede sig op på bommen som enhver lille cirkushund ville have gjort. Zuri var jo den store jagthund, som selv skulle bedømme situationen og derefter handle.
Dorte sagde til far, at hun kunne gå på den anden side af bommen og støtte Zuri, og far skulle lokke med et rigtig stort pølsestykke. Men det hjalp ikke. Den situation, at en fremmed, som Dorte jo var, gik på den anden side af Zuri, gjorde hende endnu mere utryg.
Pludselig fik far en idé. "Dorte, kunne Zuri og jeg ikke gå over og træne på den bom derover, der ligger på jorden?”, spurgte han. ”Jo, gør I det”, svarede Dorte. ”Det var en god idé.” Den bruger vi netop til de hunde der ikke rigtig kan lide at komme op i højderne.”
Far og Zuri gik hen til bommen, som lå på jorden. Dens overflade var kun ca. 30 cm over jorden. Den var gammel, og gået lidt i stykker i den ene ende. Far lokkede Zuri op på den og hun gik hele bommens længde uden problemer. Det gjorde de så 4-5 gange og far roste Zuri meget hver gang, og gav hende pølsestykker. Så gik de over til den store bom, og Zuri gik lige op på den, hen ad den, og ned igen, så let som en lille mis. ”Nej, hvor var det flot”, råbte Dorte over fra bildækket, hvor en sort labrador skulle til at hoppe igennem. ”Du kender din hund, hva’?
”Ja, det kan du tro jeg gør,” svarede far, og kikkede stolt ned på Zuri, som stod og kikkede op på far, for at se om der kom flere pølsestykker.
Næste gang Zuri mødte Kingo, fortalte hun alt om hendes første møde med agilitybanen. ”Og ved du hvad?, sagde hun til sidst, "det bedste af det hele var, at jeg ikke skulle klædes ud som en dum cirkushund.” Og så grinte de begge to, sådan som hunde nu engang griner, og så rullede de sig i græsset, hoppede op, og jagtede hinanden i forårssolen.
* * * *
Næste gang skal du høre om, da Zuri blev væk på Bornholm og mødte en svensk elg der hed Hr. Surstömming.
Hej så længe!