Ridgebacken Zuri
Copyright © 2011 Hazinas - 1.udgave
Indholdet må ikke gengives uden Hazinas skriftlige tilladelse.
Tilbage
Kapitel 8
Sørøverskatten!
Ferien på Bornholm var nu blot dejlige ferieminder og efteråret nærmede sig med hastige skridt. Far havde sagt flere gange til mor, at NU måtte han altså ud og ordne haven. Men det blev ligesom ikke rigtig til noget. Der var hele tiden andre vigtigere ting at ordne. F.eks. at gå til hundetræning og agility med Zuri.
Men én søndag gjorde far alvor ud af det. Far og Pelle og Zuri gik ud i haven med havehandsker på, …. Nåhhnej, Zuri havde selvfølgelig ikke havehandsker på! Far lagde nogle skovle og river i trillebøren, og Pelle fik en lille børneskovl og børnerive op i sin lille børnetrillebør, og så gik de ned til et stort bed for enden af baghaven. Der var meget der skulle ordnes. Far startede med at grave nogle buske op, som var blevet for store. Pelle hjalp til med at grave så godt han kunne. Buskene ville far flytte et andet sted hen. Han kørte af sted med dem i trillebøren over til et andet bed, hvor der ikke stod så meget grønt, og Pelle fulgte efter lige i hælene på ham, med sin fine Bamse og Kylling kasket og nogle flotte grønne børnehavehandsker. Zuri blev nede ved det første bed, for der var lige noget hun skulle snuse til. Da hun var færdig tænkte hun: ”Jeg vil også hjælpe far”. Og så begyndte hun at grave lige ved siden af bedet - i græsplænen - hvor hun kunne lugte noget spændende. Hun gravede og gravede. ”Jeg skal vise far hvor dygtig jeg er til at hjælpe ham”, tænkte hun - og så gravede hun endnu hurtigere.
Da Far var færdig med at plante buskene, gik han tilbage igen, og Pelle var lige i hælene på ham igen med sin lille børnetrillebør. Da han nåede halvvejs, så han hvad Zuri havde gang i. Han råbte: ”Nej, Zuri! Ikke grave i fars græsplæne!”. Men det var jo for sent. Zuri havde gravet et kæmpe, kolossalt stort hul, og hun havde jord op af begge forben, på brystet, maven og siderne og på hele hendes snude. Hun kikkede op på far og logrede voldsomt med halen for at sige, ”Se et fint hul jeg har gravet til dig, far.” Men far var ikke så glad. For dér, midt i hans fine græsplæne, var der nu et stort hul. Og bag hullet lå al den jord Zuri havde gravet op i en kæmpe stor bunke.
Far tog sin skovl og skulle til at lægge jorden tilbage i hullet, men nåede lige at se noget rustfarvet stikke op i bunden af hullet. Det var det der havde gjort, at Zuri havde revet sin ene klo, så det blødte en lille smule. Far begyndte at grave rundt om den mystiske ting der stak op af jorden, og langsomt kom der en metalkasse til syne. Den var låst med et stort, gammelt, rustent hængelås. ”En sørøverskat!” råbte Pelle med begejstring. ”Nej, Pelle, der er da ingen sørøvere her hvor vi bor … men gad vide hvad det er for noget.”
Far kørte metalkassen op til huset i trillebøren, og denne gang var Pelle foran ham. ”Mor, mor, vi har fundet en skat!” råbte Pelle. ”Mor, skynd dig! Kom og se!” Far satte kassen ned på fliserne ved køkkendøren. ”Den må vi ha’ op”, sagde han med spænding i stemmen. Og så hentede han diverse skruetrækkere og syle og prøvede at dirke hængelåsen op. Men det gik ikke. ”Jeg tror jeg skal bruge noget langt og spidst måske med en lille krog eller lignende i den ene ende”, sagde far. ”Vent lige”, svarede mor, og forsvandt ind i huset. Hun kom tilbage med et stort hårspænde, som havde lige den rigtige facon til at gå ind i låsen. Far lirkede og lirkede. ”Jo, den får fat”, råbte far. Og KLIK, så sprang hængelåsen op. Far åbnede forsigtigt kassen og det syn der ventede dem fik mors og fars og Pelles øjne til at stå på stilke. Men lille Lise sad på et tæppe og legede med nogle bamser og én af Pelles gamle lastbiler og var ligeglad med kassen.
Der nede i kassen lå der en masse flotte smykker og ure. Far kikkede på dem. ”Se, der sidder prismærker på”, sagde far til mor, og viste hende et flot guldur hvor der stor Rolex på urskiven. Og på prismærket stod der et 5-cifret tal. Mor og far kikkede på hinanden med forundring. ”Vi må vist hellere ringe til politiet. For dette er tyvegods. Og tyvegods må man ikke beholde”, sagde far og kikkede på Pelles skuffede ansigt. ”Men det kan være vi får en belønning”, sagde far, og Pelle lyste lidt op igen.
Den næste dag kom der politi om formiddagen. Efter de havde forhørt far og set stedet hvor far havde fundet kassen, tog de nogle fotos af hullet og så kørte de af sted igen - med tyvegodset. Men aftenen før havde mor og far talt alle tallene på prismærkerne sammen, og de var nået til 850.000 kr.
Om eftermiddagen fik de besøg af pressen, og der blev taget billeder og lavet interview med far. Og far sørgede for at de fik taget nogle billeder af dagens helt. Nemlig Zuri. For det var jo Zuri’s skyld, at tyvegodset var blevet fundet.
Og nu viste det sig, at forsikringsselskabet, som havde forsikret smykkerne og urene, havde fastsat en findeløn på 10% den gang tyveriet lige var sket. Og det gjaldt stadigvæk. Så nogen tid efter kom der en check til far på 85.000 kr. Den dag var en festdag. De fik lækre bøffer til aftensmaden, og selv om det var en hverdagsaften, trak far en rigtig dyr rødvin op, som han og mor havde fået af Pelle og Lises farfar. Nu var der råd til de nye vinduer, som huset sådan trængte til. Og der blev også råd til en ny sækkeseng til Zuri. Så nu har hun to - én i stuen og én i køkkenet. Åhhhhh, hvor var livet dejligt!
Så sådan gik det altså til, at Zuri kom i avisen – det var et flot billede hvor hun sad stolt ved siden af det store hul, som hun havde gravet. ”Dygtig Rhodesian Ridgeback finder 20 år gammelt tyvegods”, stod der i overskriften.
* * * *