Suki of Brightwell Court

07-06-1991 - 27-02-2004

 

Opdateret 5. februar 2024

 

Den 27. februar 2004 måtte vi med stor sorg sige farvel til vores dejlige familiehund, Suki.

Suki blev næsten 13 år. Bortset fra lidt slidgigt i forbenene, havde Suki et godt helbred og var glad og tilfreds ... og temmelig mobil for sin alder, selv om hun brækkede sit ene bagben som 11-årig.

Suki var altid meget humoristisk. Et glimt i øjet kunne man fange i de fleste situationer. Hun var meget legesyg og det bedste hun vidste - også den sidste tid - var at lege "mus": Ind med hånden under dynen eller tæppet, og kradse lidt. Og så prøvede Suki på at kanøfle "musen". Men samtidig var Suki også meget kælen. Hun vendte bagdelen til alle der kom på besøg - men ikke for at være fræk, kun for at blive nusset.

Suki har altid været lidt af en bøllebob. Og desværre også lidt af en klodsmajor. Hun var vist lidt større end hun selv troede, og fejlbedømte ofte, så hun slog poten mod stenkanter eller nåede ikke at stoppe inden en skrænt. Og var der en fordybning på hendes vej, så var det 100% sikkert, at Suki trådte ned i den og snublede lidt. En gang på en rejse i Spanien, løb hun lige gennem en hæk med torne, og på den anden side af hækken var der en ret stor skrænt. Hun fik revet små flænger i begge ører, og vi måtte hurtigt tilbage til hotellet og stoppe blødningen. Den nat sov hun med at stort håndklæde rundt om hovedet.

Suki kunne især godt li' hanhunde i alle aldre - de var bare så dejlige at lege med. Det var lige før Tiwas første "mand", Ajabu, blev mere interesseret i Suki, end i Tiwa, da han nogle uger efter fødslen af hans hvalpe kom på besøg med sin ejer Peter og sin opdrætter Jan. Men Suki brugte også alle kræfter på at charmere ham.

Suki gik til hundetræning i et par år hos adfærdsspecialist David Klein, da familien boede i Sydspanien. Hun blev tit brugt som model for at vise øvelser for de nyankomne, og hun var rigtig dygtig. Noget der kunne imponere var, når David satte 15 spande på hovedet på en lang række, og så blev Suki's fars tegnebog lagt under én af dem, uden at Suki og hendes far så det. Så kom de ind, og Suki snusede til spandene én efter én, og når hun kom til den med fars tegnebog, så væltede hun spanden om på siden med sin pote og kikkede op på sin far med hovedet på skrå og en masse rynker i panden - til stor morskab for alle de omkringstående.

Suki deltog i et skue i Marbella, spanien, afholdt af RSPCA (The Royal Society for the Prevention of Cruelty to Animals). Hun blev Bedst i Racen og endte på en 2. plads i Best In Show.

Suki var utrolig køn som ung, med et flot udtryk og sort "eyeliner" rundt om øjnene. Den sidste tid blev hun mere og mere lys, som tiden gik, men stadig lige så dejlig som altid.

Vi savner Suki meget, og vil aldrig nogensinde glemme hende!

 

SUKI'S FOTOGALLERI